Vi har set det før, og vi kommer helt sikkert til at anmelde endnu flere spil, der vil have os til at dykke ned under vandet og spille 3-på-stribe eller ”Match-3” som genren officielt kaldes. Læs mere her og se om det er værd at gå i vandet efter Atlantic Quest.
Historien i Atlantic Quest baserer sig desværre på hvad man kunne kalde en virkelig gyser; et olieudslip i havet truer al havets dyre- og planteliv. Heldigvis har du mulighed for at redde dem ved at spille et simpelt Match-3.
Spillet kan spilles i tre af de mest velkendte modes i Match-3; du kan selv bestemme, om du vil bytte rundt to kvadrat-felter for at lave 3-på-stribe, trække kæder eller nedbryde grupper af ens felter. Altså velkendte spille-modes, men sjældent set kombineret sammen. Særligt fordi det er muligt at skifte mode undervejs, giver det en sjov variation til et ordinært 3-på stribe spil, men gør også spillet væsentligt lettere; kan det ikke lykkes på den ene måde, kan det måske på den anden.
Der er flere forskellige måder, hvorpå olien på banen fjernes; du kan lave 3-på-stribe i bestemte felter, men du kan også få skaller til at ramme bunden af spillepladen. Så du skal koncentrere dig om at nå flere mål undervejs.
Spillet har 120 baner, der desværre let kan komme til at føles noget trivielt, når du skal kigge på de samme figurer og farver – medmindre du er stor 3-på-stribe fan.
Altantic Quest er et spil, der adskiller sig positivt fra andre Match-3 på flere punkter; der er tænkt over hvad formålet med de 3-på-stribe du laver er, selvom opgaverne, der løses på banerne er lidt flere end nødvendigt. Det bedste er dog, at du selv får lov til at bestemme, hvordan du laver 3-på-stribe. Find selv din favorit og gå så i gang.

