drawn-the-painted-tower_feature

Drawn The Painted Tower



Udgiver: Big Fish Games

Platform: PC
Genre:
Score: 9
PositivtNegativt
Utrolig flot grafik
Fantastisk lydspor
Godt flow i spillet
Tematiserede skærmbilleder og opgaver
Lidt for let

Der er langt mellem de nyskabende Hidden Object Adventure spil. Men det hænder, at der kommer en rigtig perle – og det er netop hvad Drawn The Painted Tower er. Både grafisk og spilmæssigt imponerer dette spil i så høj grad, at vi kun kan anbefale det helhjertet!

I et fjernt middelalderrige, der ligger i en evig grå tristhed, er prinsesse Iris blevet fanget og bragt til øverste etage i et højt tårn. Du er prinsessens eneste håb om frelse, da du skal navigere gennem tårnets farer og fælder for at redde hende. Men Iris er ikke nogen normal prinsesse – hun har magiske egenskaber, der betyder, at alt hvad hun tegner og maler bliver til virkelighed (tænk Otto er et Næsehorn, så har du ideen).

Iris maler fantastiske og fantasifulde landskaber, der er at finde flere steder i tårnet. Ved hjælp af lidt magi kan du vandre ind i disse malerier og de bliver således en del af spillets skærme, hvor du skal lede efter ting, der kan bringe dig videre på din færd. Udover disse fantastiske og varierede landskaber byder spillet på flot integrerede Hidden Object elementer.

For at åbne op for de forskellige magiske landskaber skal du typisk finde billedernes manglende dele. Disse findes ved at undersøge tårnets mange snørklede gange og rum, der præcis som Iris’ malerier er skabt med fantastisk flot håndtegnet grafik. Drawn er, meget passende med den titel, et utroligt smukt casual game.

Spillets forskellige puslespil og små opgaver er flettet utroligt godt ind i spillets flow og omgivelser. Det betyder, at der er en glimrende og flydende overgang mellem udforskning af omgivelserne til opgaver. Dette er noget som mange andre Hidden Object spil kunne tage ved lære af. Opgaverne er desuden meget forskellige og gerne tematiserede, så de passer til det magiske og tegnede univers spilleren nu befinder sig i.

Skulle man kritisere Drawn for en enkelt lille ting, så er det at spillet er i den lette ende. Hidden Object elementerne og spillets opgaver er relativt lette og spillet er desuden udstyret med flere former for hjælpefunktioner, der kan lede sig sikkert igennem eller forbi særligt svære passager. Erfarne casual gamere vil derfor nok finde spillet en kende for let, men det er dog stadig en investering værd, fordi spillet er så flot og veldesignet som det er.

Samlet set er Drawn The Painted Tower et fantastisk godt Adventure spil. Nok et af de bedste jeg har haft fornøjelsen af at spille i den tid jeg har haft med Casual Games at gøre og det siger ikke så lidt. Spillets interessante historie og de evigt skiftende omgivelser og temaer, kombineret med utrolig flot grafik, gør Drawn til et mesterværk, vi vil anbefale helhjertet til alle. Og som ekstra bonus kan du endda spille det på dansk!

Prøv Drawn The Painted Tower helt gratis på dansk i en hel time ved at klikke lige her!

Prøv Drawn The Painted Tower helt gratis på engelsk i en hel time ved at klikke lige her!


Om Henrik Schou