Solitaire-spil findes i utallige udgaver til computeren og vi har da også på Familiespil anmeldt adskillige. Denne gang tager vi fat i Avalon Legends Solitaire, der er et af de mere vellykkede kabalespil.

På trods af det lange navn, så er Avalon Legends Solitaire kort og godt bare et traditionelt solitaire-spil. Vi bliver ganske vist introduceret for en historie, men det vil være de færreste, der spiller spillet for fortællingens skyld. Den har ikke rigtig nogen større betydning for selve spillet, som naturligvis er kabalerne. Sammenhængen mellem kortspillet og historie består i nogle magiske kort, som du næsten automatisk får samlet op, efterhånden som du får spillet Solitaire-banerne.

Spillet drejer sig om at finde et kort, der er over eller under et bestemt kort. Når du ikke kan finde flere åbne kort, kan du trække fra bunken, indtil den er tom og spillet sluttes. Det kan måske bedst beskrives som en avanceret form for omvendt syvkabale. Selve spillet er således relativt enkelt og kabalerne er da også et perfekt afslapningspil.

Der er dog lidt ekstra udfordring inkluderet; hver bane har sin ”mission”, der skal løses inden for 10 forsøg. Det kan f.eks. være at lave en ”combo x6”, dvs. bruge seks kort i træk fra brættet uden at vende kort fra bunken eller opnå et bestemt antal point. Disse missioner giver lidt ekstra krydderi til spillet, men under spillet koncentrerer man sig for det meste udelukkende om at vende så mange kort som muligt – så missioner kan godt blive glemt.

Ligeledes er der forskellige bonusser og power-ups, som der stort set altid er i denne type af solitaire-spil. Så der er masser af måder at score ekstra point på.

Det er dog selve kortene, hvor Avalon Legends Solitaire gør sig særlig bemærket. Alle kort er nemlig flot udsmykket med håndtegnede figurer, der giver spillet et fantasy-inspireret udseende.

Avalon Legends Solitaire er et udmærket og underholdende spil. Er du typen, der lader sig fange af den slags kortspil, så er Avalon Legends Solitaire en god investering til mange timers tidsfordriv.

Inden for causal games genren, er det sjældent, at man støder på rollespil, men heldigvis er der nogle stykker man kan more sig med, f.eks. Island Castaway 2, som har holdt denne anmelder optaget i alt for mange timer. Læs med her og se hvorfor.

I Island Castaway 2 rejser vi tilbage i tiden, hvor den forældreløse dreng Yati skal igennem manddomsprøver for at finde ud af, hvad han skal bruge sit liv på. Det er lige så svært og udfordrende som det lyder.

Du styrer Yati rundt på sydhavsøerne, hvor han bor – styringen foregår ved at klikke med musen, der hvor du gerne vil have Yati hen. Øernes beboere hjælper Yati med at blive voksen, men sætter ham også på udfordrende opgaver.

Yati kan samle frugter, planter og grene op og senere fiske og skyde med bue. Formålet med dette er dels at løse opgaver, men også at spise, når han løber tør for energi. Denne anmelder blev helt opslugt af at samle frugter, grønsager, sten, kæppe og mange andre ting. Det er muligvis mit kvindelige instinkt, der bare gav sig til at samle og samle i stedet for at løse opgaverne og dermed gennemføre spillet. Det kan også være, at mit samleri skyldes, at det fungerer rigtig godt at styre Yati. Øen er relativ stor og grafikken ganske flot og alligevel kører spillet teknisk som det skal – i hvert fald på denne anmelders computer, der har et par år på bagen.

Historien eller måske nærmere dialogen er noget uklar – og det er naturligvis et problem når det jo er det, der skal bære rollespillet. Måske er det fordi denne anmelder ikke haft muligheden for at spille det første The Island Castaway, at historien virker lidt overfladisk. Spillets historie er desuden helt lineær. Der er altså ikke mulighed for at klare opgaverne i en anden rækkefølge, men da du får lov at løbe omkring på øen, indtil du er klar til næste opgave, så har du alligevel følelsen af frihed.

Island Castaway 2 er objektivt set et underholdende og flot spil med nogle svagheder i form af historien og opgaverne, der let kan blive lidt ensformige, da de alle handler om at finde og samle ting. Hvis du dog godt kan lide den slags eller hvis du er fan af Harvest Moon spillene, så vil du elske Island Castaway.

Som titlen på dette Hidden Object Adventure spil så fint understreger, så er spillet naturligvis baseret på kult-forfatteren H. P. Lovecrafts fortælling ”At the Mountains of Madness”. Kender du ikke til forfatterens horror-historier, gør det ikke noget – alle kan være med og få et koldt gys.

Spillet Mountains of Madness følger bogens handling nogenlunde, men tager sig en del kunstneriske friheder her og der – især hen imod slutningen af spillet (og så har jeg vist ikke afsløret for meget). Settingen og konceptet i spillet, er dog helt som i bogen og flere af personerne i bogen optræder i spillet.

Historien er i sig selv både enkel og velfungerende: I 1931 er der fra Miskatonic University i Arkham udsendt en videnskabelig ekspedition til Antarktis – hvor man har gjort nogle besynderlige og uhyggelige fund. Dog er der gået et eller andet helt galt. Du er, sammen med et redningshold, sendt til ekspeditions sidste kendte lejrplads på sydpolen. Her bliver det din opgave at lede efter overlevende og udforske den gigantiske by, som ekspeditionen har fundet. En by, der viser sig, at være langt ældre end menneskeheden selv!

Igennem hele spillet, der fungerer som en kombination af Hidden Object og Adventure, er der masser af referencer til personer, væsner og begivenheder i H. P. Lovecrafts univers. Kender du ikke til dette, kan du dog stadigvæk nyde spillet, der sørger for at forklare meget pædagogisk hvem der er hvem og hvad der er sket, så alle kan følge med.

Spillets primære del består i at navigere mellem forskellige skærmbilleder og undersøge dem for genstande, som du kan anvende til at komme videre. Denne ”Adventure” del af spillet er særdeles velfungerende – især fordi der er så mange ting du kan klikke på, der genererer en kommentar fra hovedpersonen. Dette er med til at udbygge spillets handling og forklare noget om Lovecrafts uhyggelige univers.

Adventure-delen fylder så absolut mest i Mountains of Madness, men der er naturligvis også blevet plads til en række Hidden Object skærme. Disse er ret almindelige, hvor du skal finde ting fra en liste af genstande. Som det er ved at være en trend i de bedre Hidden Object spil, så er alle tingene eller i hvert fald langt de fleste af dem, ting der er tidssvarende for spillets setting. Det vil sige, at de genstande, der er på Hidden Object skærmene, ikke virker malplacerede i spillets 1931 ”polar ekspedition” setting.

Spillets minispil er ligeledes meget klassiske og desværre også alt for lette. Der er godt nok en velfungerende hint funktion, der kan hjælpe dig hvis du sidder fast – men den bør nu forblive ubrugt, hvis du er erfaren Hidden Object Adventure spiller, for Mountains of Madness er et relativt nemt spil.

Visuelt er spillet nydeligt, med ganske flotte og varierede omgivelser. Desværre er det lidt sparsomt med stemmeskuespillet, men det er i småtingsafdelingen at klage over det.

Selvom H. P. Locecraft er kendt for sine horror-fortællinger, så er Mountains of Madness ikke noget synderligt uhyggeligt spil. Men det er et glimrende og veldesignet Hidden Object Adventure, der tager fat på en af Lovecrafts absolut bedste fortællinger. Jeg kan kun anbefale både Lovecrafts og spiludgaven af denne fortælling om kosmisk rædsel og uhyggen udover den menneskelige forstand!

I Hidden Expedition: Titanic skal du som dykker udforske vraget af det store krydstogtskib – godt nok lyder det særdelesspændende og udfordrende, men i realiteten er der tale om en lang række Hidden Object skærme, der når det kommer til stykket ikke har ret meget med det virkelige Titanic skibsvrag at gøre.

Hidden Object skærmene hænger sammen i ”kapitler” på to eller tre skærme. Hvert kapitel symboliserer et af dine dyk ned til vraget. Det specielle ved hvert dyk er at du har begrænset ilt og dermed også tid til at finde alle de ting, der er skjult på skærmene og løse eventuelle små puslespil. Her er ingen kære mor, så kan du ikke finde tingene i tide, ja så må du starte forfra.

Hidden object skærmene er særdeles farverige og meget rodede – ofte fyldt med ting, der slet ikke giver mening i et skibsvrag (isbjørne, madvarer, insekter og alt muligt andet mærkeligt vælter åbenbart rundt i et 100 år gammelt vrag). Mange af tingene som du skal finde på din liste er særdeles godt gemt – spillet har derfor en rigtig høj sværhedasgrad, fordi hints koster dig både tid og ilt og det samme gør for mange upræcise eller forkerte klik.

Udover at finde de skjulte ting fra listen, skal du også holde øje med juveler, diamanter og andre ædelstene, som du skal bjærge fra skærmbillederne. Disse fungerer mest som en form for bonus score og bør derfor ikke være dit primære mål på skærmene, når nu du i forvejen har begræset tid til at gennemføre hver enkelt dyk.

Grafikken er nydelig, med mange klare objekter og meget farverigt skærmbilleder. Der er som sagt ikke rigtig noget specifikt ved spillet, der har med det virkelige Titanic forlis eller vrag at gøre – udover det oversigts kort, hvorpå du vælger hvilken Hidden Object skærm du skal spille. Så forventer du at finde skjulte genstande på skærmbilleder inspireret af det virkelige vrag – så bliver du skuffet.

Ser man bort fra det meget løse tilhørsforhold til det virkelige skib, så er Hidden Expeditions: Titanic faktisk et ganske udfordrende og underholdende HiddenOobject spil. Vi savner naturligvis nogle adventure elementer, hvor man f.eks. på egen hånd kan udforske vraget – men den slags var ikke så almindeligt i Hidden object spil i 2006, hvor dette spil udkom.

Som sagt er du assistent til berømte detektiv og professor Jakob Magnusson. Du er så at sige hans Dr. Watson eller hans Hastings. I er begge ombord på Titanic, da der bliver begået et særdeles brutalt mord på en af skibets fyrbødere – skibets kaptajn vil gerne have mordet opklaret hurtigt og diskret og da skibet befinder sig i farligt farvand med mange isbjerge, kan kaptajnen ikke selv bistå i efterforskningen. Det viser sig dog hurtigt, at alt ikke er som det skal være ombord på Titanic og kapløbet om at finde morderen og efterfølgende slippe helskindet fra det dødsdømte skib er både intenst og velfortalt gennem spillet.

Murder on the Titanic er et helt traditionelt og lineært Hidden Object spil, der trækker sin inspiration fra klassiske detektivhistorier som f.eks. Agatha Christie’s Hercule Poirot. Du har således ikke nogen medbestemmelse over hvor du skal hen på skibet, men ledes fra scene til scene på et oversigtskort, hvor du skal løse puzzles eller finde skjulte genstande. Spillets variation mellem logiske gåder og Hidden Object skærme fungerer ganske godt, selvom det ville være rart med lidt flere adventure elementer.

Både minispil, puzzles og Hidden Object skærmene er særdeles lette – faktisk er de så nemme, at de muligvis gør Murder on the Titanic til et af de letteste Hidden Object spil vi har spillet. Det er der måske ikke noget galt med, hvis man er nybegynder i genren, for historien er stadig rigtig god og grafikken rigtig flot. Men de erfarne Hidden Object hajer skal nok overveje om de ikke skal søge deres udfordringer et andet sted.

Spillet leder dig fra de mørke maskinrum til de fornemme førsteklasses suiter ombord på Titanic, med masser af flotte omgivelser og en del referencer til det virkelige skib og dets ulykkelige rejse. Dog er det historien om det mystiske mord og om en fyrbøder, der tilsyneladende ikke er en helt almindelig arbejder, der fylder mest.

At spillet er for let og at man ikke selv kan få lov til at udforske Titanic på egen hånd trækker bestemt ned i den samlede vurdering af spillet, men den flotte grafik og den rigtig gode mordgåde er med til at trække spillets karakter op. Under alle omstændigheder er spillet nok kun for begyndere eller uøvede Hidden Object spillere.

På hundredeåret for Titanics forlis kommer der naturligvis en række spil baseret på det storslåede skib. Et af disse er 1912 Titanic Mystery, der tager en anderledes vinkel på historien end de fleste andre Titanic casual games.

I 1912 Titanic Mystery er du ombord på Titanic II, et stort moderne krydstogtskib, der er søsat præcis 100 år efter det første Titanic forliste. Desværre har en terrorist placeret en bombe på skibet og han truer nu med at sprænge den og dræbe en masse passagerer. For at stoppe bombemanden skal du finde skjulte spor på skibet – spor der også relaterer sig til et af dine fjerne familiemedlemmer, der selv var passager på Titanic i 1912.

Spillet er et rendyrket Hidden Object spil, hvor du hopper fra skærmbillede til skærmbillede for at finde skjulte objekter. Altså ingen Adventure elementer her. Som regel skal du først finde en mængde af det samme objekt – for eksempel 10 kufferter eller 10 fugle, hvorefter der låses op for et mere regulær Hidden Object spil, hvor du skal finde objekter fra en liste på skærmen.

Hidden Object skærmbillederne er ikke voldsomt veldesignede og de har ofte et virvar af ting, der proppet helt tilfældigt ind på skærmen – der er tydeligvis ikke tænkt ret meget over hvilke ting der er gemt eller hvordan de er gemt – bare de falder godt ind i omgivelserne. Sværhedsgraden er i den lave ende, da tingene du skal finde ofte er ret store, men sidder du fast kan du anvende spillets hjælpefunktion, som du optjener ved at finde redningskranse på skærmbillederne.

1912 Titanic Mystery byder også på enkelte minispil såsom puslespil og lignende traditionelle afbræk fra spillets mange Hidden Object skærme. Disse er ganske fint designet, selvom de ikke er voldsomt varierede eller nytænkende.

Historien i spillet er krydret med massevis af fakta om Titanic og hendes jomfrurejse. Spillet formår således at kombinere en moderne fortælling om terrorisme til søs, med massevis af historie – det fungerer rigtig godt og holder spilleren interesseret i historien. Desværre kan man ikke sige det samme om Hidden Object skærmene, der er alt for trivielle og middelmådige. I det hele taget er 1912 Titanic Mystery hurtigt glemt og det vil nok kun interessere de virkelig hardcore Titanic-fans.

Din opgave er således ret simpel: find dine familiemedlemmers inderste uopfyldte og til dels uopnåelige drømme og hjælp dem med at gå i opfyldelse. Det er et interessant koncept, der desværre viser sig at være helt elendigt udført.

Bedtime Stories er en blanding mellem adventurespil, hvor du styrer spillets hovedperson rundt mellem skærmbilleder for at undersøge forskellige genstande, og så klassiske Hidden Object skærmebilleder krydret med minispil og puzzles.

Desværre er spillet helt forfærdeligt designet. De første fejl er sket i lokaliseringen. Spillet er udviklet af ukrainske Absolutis og de burde hyre en bedre oversætter, for den engelske tekst i spillet er fyldt med sproglige fejl. Dertil kommer at teksten forsvinder meget hurtigt af sig selv, hvad enten du har nået at læse den eller ej. I de almindelige adventure sektioner er det måske ikke så galt, men det bliver problematisk, når tingene du skal finde på Hidden Object skærmene er noget helt andet end det ordet egentlig betyder.

Andre designfejl byder på et nær-ikke fungerende hintsystem, der kun peger dig videre til næste område, hvor du skal interagere med ting – også selvom du faktisk mangler en eller flere af de genstande, du skal bruge for overhovedet at komme videre. Det bliver noget rod, der gør adventure-delen af Bedtime Stories meget mere kompliceret end den har behov for at være.

Det eneste, der retter lidt op på Bedtime Stories ellers forfærdelige spildesign er grafikken, der er både veldesignet, farverig og ganske nydelig. Der er flotte mellemsekvenser mellem spillets kapitler og rigtig god variation imellem de forskellige drømmesekvenser. Grafikken er varm og venlig i modsætningen til rigtig mange andre Hidden Object spil, der foretrækker den mørke og uhyggelige stemning og det fortjener rosende ord.

Jeg er personligt stor fan af adventurespil, hvor især de gamle LucasArts og Sierra spil fremstår som nogle af de bedste i genren, men Bedtime Stories er desværre så fyldt med fejl og så dårligt designet, at ikke engang fans af genren, som undertegnede, kan finde det interessant. Det eneste, der taler for spillet er den flotte grafik og den anderledes handling. Eneste råd herfra er derfor at du prøver spillet i den gratis time, før du tager tegnebogen op af baglommen!

Cooking Academy 2 fortsætter stort set der hvor forgængeren stoppede. Du er en ung og lovende kok, der netop er blevet inviteret til at deltage i ”Annual World Culinary Workshop” – en konkurrence, der i sidste ende kan betyde, at du vinder en hel million dollars til at starte din egen restaurant med, så der er meget på spil.

Spillet låner en stor del af sin grundstruktur fra Nintendo Wii spillene i Cooking Mama serien. Så kender du dem ved du allerede hvad du skal forvente.

Opskrifterne på de retter som du skal lave er opdelt efter region og for at kvalificere dig til at gå videre til næste region skal du gennemføre en række minispil for at udføre hver opskrift og slutte hver region af med en lille eksamen (der består af endnu flere minispil).

Nogle af minispillene er klassiske Hidden Object skærme, hvor du skal finde de rigtige ingredienser i et meget rodet køleskab, men der er også mere handlingsorienterede minispil, hvor du skal udføre bevægelser med musen for at simulere at du hakker, snitter, steger, presser eller på anden måde behandler de forskellige råvarer. Præcise bevægelser med musen er således påkrævet og det kan birke lidt besværligt, hvis du ikke er vant til denne type spil.

Opskrifterne der skal laves i spillet virker alle som troværdige retter fra de forskellige regioner, så har du en interesse i forskellige landes madlavning er spillet således yderligere interessant, fordi det byder på en så bred palet af forskellige retter fra hele verden.

Minispillene fungerer generelt ganske godt, men Cooking Academy 2 har en tendens til at blive meget ensformigt og det mangler helt klart den ekstra dimension som Nintendo Wii controlleren giver f.eks. i Cooking Mama spillene. Faktisk er spillets største svaghed umiddelbart nok at hele konceptet er tyvstjålet fra Cooking Mama og spillet som sådan derfor mangler originalitet. Men det skal ikke stoppe fans af madlavning eller madlavningsgenren, for de får masser af opskrifter og sjove minispil at spille i Cooking Academy 2 – men originalt, det er det ikke!

Der er noget galt på hospitalet Shady Pines og selvom vores hovedperson i spillet netop er vågnet op efter tre år i koma bliver det alligevel hendes opgave at opklare mysterierne og undslippe på det næsten mennesketomme hospital. Det kan gøres gennem at løse mange gåder, finde skjulte ting og ikke mindst løse minispil. Sagt med andre ord: Mystery at Shady Pines er et helt traditionelt opbygget Hidden Object Adventure.

Som spiller har du mulighed for at gå rundt på hele hospitalet og vende tilbage til stuerne. Dette gør adventure-delen ganske udfordrende, men det tilføjer også en god dynamik som vi kender fra lignende gode adventure-spil. Hospitalet har mange rum, men heldigvis har du et kort over hospitalet, og her er der hint til, hvor der er opgaver du skal løse. Ellers kunne du let komme til at vandre frem og tilbage i de mange dystre gange i lang tid. Så husk at bruge kortet, hvis du kører fast.

Gåderne kræver ikke megen mental indsats. Det handler blot om at finde den rigtige genstand og anvende den det rigtige sted for at løse opgaven. Hidden Object skærmene og minispillene er udmærkede, men man husker dem ikke for noget særligt og de er hurtigt glemt igen.

Historien og hospitalet Shady Pines minder i denne anmelders hoved om filmen Shutter Island. Det ødelægger dog ikke noget for den samlede oplevelse. Man kunne dog godt have ønsket sig noget mere udvikling i historien midt i spillet om ikke andet for at bibeholde spændingen.

Det er den uhyggelige fortælling kombineret med det store åbne hospital, der bør motivere dig til at lade dig indlægge på Shady Pines. Resten af spillet vil for rutinerede Hidden Object spillere være glemt, da Hidden Object delen af spillet bestemt ikke er bemærkelsesværdigt.

Devil on the Mississippi er, præcis som de andre spil i Midnight Mysteries serien, en spøgelsesfortælling. Denne gang bliver du kontaktet af Mark Twains spøgelse, der har behov for din hjælp til at løse et mysterium, der for evig tid har forbandet Twains ånd.

Historien i spillet indeholder en del tidsrejser, hvor du blandt andet besøger Mark Twains tid, men også besøger bl.a. Shakespeare’s tid nogle hundrede år forinden. Historien er lidt uigennemskuelig og meget mere kluntet fortalt end den var i Salem Witch Trials, men når du først fanger tråden er den ganske interessant.

I sin grundkerne er Devil on the Mississippi et Hidden Object Adventure, hvor du udforsker skærmbilleder for at finde genstande, som du skal bruge for at løse spillets relativt simple puzzles. Dertil kommer en række Hidden Object skærme, hvor du skal finde ting fra en liste. Tingene du skal finde er som regel altid dejligt store så de er lette at spotte og ikke mindst nemme at klikke på hurtigt. Det gør da også spillet relativt let.

Minispillene er derimod ofte svære at gennemskue pointen med. Det betyder, at du ofte skal bruge et forsøg eller to på at regne konceptet ud – og det kan godt blive lidt frustrerende. Men i det mindste er mange af minispillene ret utraditionelle og det fortjener ros.

Grafisk er Devil on the Mississippi fantastisk smukt. Hver tidsalder har tidstypiske omgivelser med masser af flotte detaljer på skærmbillederne. Grafikken er mørk og dyster og til tider ganske uhyggelig. Var historien bare lidt bedre fortalt havde spillet været et fuldendt uhyggeligt eventyr.

Alt i alt er Devil on the Mississippi en glimrende efterfølger til Salem Witch Trials – selvom spillet med sin komplicerede og snørklede fortalt historie om Twain, Marlowe og Shakespeare måske er lidt for smart for sit eget bedste. Men spillet er stadig et rigtig solidt og gennemarbejdet Hidden Object Adventure, der helt sikkert vil henrykke fans af genren.

Happyville begynder præcis som det klassiske Sim City: du har et tomt stykke land, som du skal bygge en velfungerende by på. Ved at placere huse, forretninger og andre mere eller mindre nødvendige bygninger og forbinde dem med et vejnet, vil indbyggerne hurtigt flokkes til din nye by.

Udover boligområder og infrastruktur skal du også sikre at dine borgere har alle de daglige fornødenheder: forretninger, skoler, børnehaver, biblioteker, brandvæsen, politi, mad fra bondegårde og et arbejde. Samtidig skal du også sikre at byen er pæn og attraktiv at bo i med masser af tilbud til de enkelte borgere når de har fri.

Det lyder måske præcis som Sim City og på mange måder er Happyville også Sim City Light. Desværre opdager du hurtigt, at spillet har flere fejl – for eksempel kan du klikke på en tilfældig borger på gaden og se hvilke ting vedkommende ønsker sig. Det kunne være bedre adgang til en skole eller en specifik forretning i nærheden af sit hjem. Problemet er at spillet ikke tillader at du bygger så specifikke bygninger – du kan bygge en forretning og så håbe på den bliver til en restaurant, men den kan ende med at blive noget helt andet, hvorfor du får svært ved at opfylde borgernes specifikke behov.

Dertil kommer at nogle af borgernes krav og behov nogle gange slet ikke giver mening. De kan for eksempel ønske sig et større hjem, mens der er masser af tomme huse i byen. Eller bede om en service, som du på det tidspunkt i spillet ikke har fået lov til at bygge endnu. Det gør spillet ekstra svært og ret frustrerende.

Dog skal spillet have ros for sin nuttede og tegneserieagtige grafik. De forskellige huse er nydelige og der er overraskende mange grafiske detaljer med i spillet. Det er en fornøjelse at se på, selvom variationen mellem husene ikke er voldsom stor.

Happyville bygger på et velkendt og velfungerende koncept tyvstjålet fra Sim City. Hvis udviklerne så bare havde gjort sig lidt umage med at få indbyggernes behov til at fungere, så havde de faktisk skabt en ganske fornøjelig klon af Sim City. I stedet har de ødelagt konceptet og gjort det både frustrerende og irriterende – til trods for den søde grafik.

Fears from Childhood er som snydt ud af næsen på sin forgænger – forstået på den måde, at spillet også er et Hidden Object Adventure med en solid kombination af minispil, puzzles og Hidden Object skærme. Dr. Blackwell har denne gang kidnappet fem børn og din mand Tim og holder dem fanget i en form for drømmeverden, hvor hvert barn er fanget i sin egen værste frygt. Plottet giver ikke rigtig nogen mening og historien går da også hurtigt i glemmebogen, når du først går i gang med at spille og hjælpe børnene med at flygte.

Hvert område består typisk af tre eller fire skærmbilleder, hvorpå du skal samle ting op og anvende dem de rigtige steder på skærmen. En sjælden gang imellem dukker nogle middelsvære Hidden Object skærme op, der fungerer på helt klassisk vis: find tingene på listen og brug evt. et hint, hvis du sidder fast. Enkelte ting kan være gemt inden i andre ting eller kræve, at du aktiverer en anden genstand først – for eksempel tænder en pibe med en lighter, så den bliver til en ”smoking pipe”.

Minispillene er desværre alt for typiske og kedelige. De er set mange gange før og er for det meste variationer over temaet ”puslespil”. Kun enkelte skiller sig positivt ud, men nu må udviklerne af Hidden Object Adventures altså snart finde på noget nyt!

Selv på expert mode, hvor områder du kan undersøge ikke ”lyses op”, er Fears from Childhood et relativt let spil (i modsætning til forgængeren der var alt for svært). Spillet lider dog stadig af at du ofte skal rende frem og tilbage mellem skærmbillederne for at anvende ting du lige har fundet og det bliver hurtigt lidt irriterende at skulle tøffe frem og tilbage hele tiden.

Grafisk er spillet nydeligt, men præcis som sin forgænger er det et problem at spillet aldrig rigtig formår at blive uhyggeligt – med mindre du har en fobi mod tentakler. Der er mange andre og betydeligt bedre horror Hidden Object spil på markedet og med en serietitel som ”Haunted Halls” forventer man (jeg gør i hvert fald) et godt gys – men det udebliver desværre.

Alt i alt er Fears from Childhood et udmærket udført Hidden Object Adventurespil – men der er stadig plads til masser af forbedringer i serien. Ikke mindst trænger spillet til en bedre historie og så må der gerne skrues op for uhyggen tak!

I spillet styrer du Maria Lopez, der netop er blevet gift med soldaten David Fox. Men kort efter bryllupsrejsen sendes han på en farlig mission og parret skilles ikke på synderlig god fod – og så sker det helt åbenlyse i en sådan historie; noget går galt på missionen og Maria skal forsøge at bearbejde sin sorg.

Spillet præsenteres dig for en række scener fra Marias liv, hvor du skal finde skjulte objekter. Som et lille twist, der får spillet til at skille sig en smule ud fra andre fuldblods Hidden Object spil, skal du i Broken Hearts finde ting efter kategori. I stedet for en komplet liste over ting skal du for eksempel finde fem ting, der kan være i kategorien ”en dessert”, ”hatte” eller ”fiskeudstyr”.

Du kan få hjælp til at se hvilke ting, er gemmer sig i hver kategori, men generelt er Hidden Object banerne forbløffende lette. Derfor er det ikke svært at tjene hjerter, som er de point du får, når du klarer en skærm hurtigt og uden hints. For de hjerter du tjener kan du befri op til fem forskellige kabaler, som du også kan spille. Der er to ekstra sværhedsgrader i spillet, der dog ikke gør Hidden Object skærmene sværere – de kræver blot flere hjerter for at vinde banerne og fjerner muligheden for at få hjælp.

Broken Hearts historie fortælles gennem nogle særdeles pladderromantiske mellemsekvenser i en form for dagbog eller scrapbog. Historien er banal og til tider direkte pinlig. Grafikken klarer sig ikke meget bedre, da den er både enkel og gnidret at se på. Den er langt fra at være i samme kategori som nogle af 2011′s bedste Hidden Object spil.

A Soldier’s Duty byder på middelmådig underholdning, med et anderledes Hidden Object koncept. Men grafikken er grim, historien banal og banerne alt for lette til at spillet kan få meget mere end en karakter i den lunkne ende af skalaen. Spillet kan derfor kun anbefales til de allermest romantiske casual gamere.

Historien i Dress-Up Pups er en tynd omgang – du spiller Pattie, der arbejder i en fin forretning, der laver tøj til hunde. Da din chef en dag ikke kan styre forretningen på grund af en vigtig forretningsrejse, får du din helt store chance for at vise alt og alle, at du er et absolut geni udi hundemode.

Dress-Up Pups er i sin grundkerne et klassisk Match-3 spil, hvor du skal danne kæder af tre eller flere ens genstande, der alle på en eller anden måde relaterer sig til hunde. Derudover er der specielle felter du skal rydde ved at lave en kæde hen over dem og slutteligt er der nogle puslespilsbrikker, du skal forsøge at få ned i bunden af skærmen, så du kan samle dem op. Alt i alt er selve Match-3 delen velfungerende, men den byder ikke på noget vi ikke har set eller prøve før rigtig mange gange.

Puslespilsbrikkerne skal du bruge til at skabe nye kostumer til hundene – det tager en fire eller fem Match-3 baner før du har nok brikker til at lave et nyt kostume og så er det lige før du kan regne ud hvor mange baner, der i spillet, hvis jeg fortæller dig der er 21 forskellige hunde, der skal have hvert deres kostume… sagt med andre ord så er der rigtig mange baner!

Selve puslespillet er et ret typisk minispil, så det er ikke voldsomt spændende, men dog et kærkomment afbræk fra spillets lidt ensformige Match-3 baner.

Grafikken i spillet er varm og farverig med nydelige mellemsekvenser. Som du måske kan gætte dig til er der masser af nuttede billeder af hunde, så er du, som undertegnede, vild med hundehvalpe, kan du godt forberede dig på at sige ”nåååååh” rigtig mange gange, når de nuttede små hunde toner frem på skærmen.

Alt i alt er Dress-Up Pups er nuttet og sødt Match-3, der ikke formår at bryde den enkle formel, som langt de fleste Match-3 spil anvender. Du kan sagtens spille det i timevis, men alle andre end hardcore Match-3 fans vil nok begynde at kede sig i længden.

Selvom historien involverer en ond troldmand, tidsrejser og en fortabt gammel landsby, så er historien i Timeless: The Forgotten Town desværre ret banal. Landsbyen er på mystisk vis blevet forladt i al hast og efterhånden som du udforsker de uhyggelige gamle huse afslører du en hårrejsende hemmelighed om byen.

Selve spillet er ret enkelt – i hvert fald hvis du er en veteran i Hidden Object Adventure genren. I dine omgivelser skal du finde ting, som du kan anvende på at løse simple gåder eller problemer andre steder. Ind imellem brydes denne adventure-gemmeleg af klassiske Hidden Object skærme, hvor du skal finde et vist antal objekter vist på en liste nederst på skærmen. Omtrent lige så originalt som skiveskåret brød.

Mens alting i Timeless: The Forgotten Town er set eller gjort før i andre spil i genren, så kan man ikke benægte at spille er særdeles veldesignet. Grafikken er simpelthen fantastisk med masser af smukke detaljer, mens musikken er storslået og episk. Selve spillet med Hidden Object skærme, en smart journal, der holder styr på dine indsamlede spor og opgaver og et enkelt hintsystem er også særdeles veldesignet – selvom vi som sagt har oplevet det hele tusind gange før.

Minispillene, som der altid er en håndfuld eller to af i denne type af Hidden Object Adventures, er for det meste den sædvanlige omgang skubbe-puslespil, almindelige puslespil eller logiske gåder. Et par enkelte skiller sig dog positivt ud ved at bryde ud af den klassiske Hidden Object minispils-formel.

Det absolut værste ved Timeless: The Forgotten Town er dog spillets slutning, der virker alt for brat og påklistret. Dette er nok gjort for at få spilleren til at betale for Collectors Edition, der indeholder en noget bedre og mere velfungerende slutning – men det er stort set også det eneste du får for dine penge, for resten af ”ekstra materialet” er ikke værd at skrive hjem om.

Timeless: The Forgotten Town vinder næppe nogle priser som et nytænkende eller originalt Hidden Object spil – men spillet har stil og det er helt sikkert et veldesignet produkt. Hvis du kan leve med at der intet nyt er under solen i dette spil, så er det absolut værd at tage med, for det har skam nogle kvaliteter, der gør en investering alle pengene værd.

Som titlen antyder skal du ud og fiske. Men ikke med krog og snøre – nej i Youda Fisherman skal du gennem 65 baner foretage fiskeri på industrielt plan med trawlere og andet godt, for at skovle fisk, hummere, kaviar og andre dyrebare sager ombord. Klarer du banens mål indenfor en given tidsramme belønnes du med en medalje i enten guld, sølv eller bronze. Det er som man kender det fra langt de fleste andre Time Management spil.

Spillets opbygning minder på mange måder om Farm Frenzy serien. I stedet for dyr har du skibe, der skal ”passes” før de producerer en råvare. For at få skibene til at fungere og levere en fangst til dig, skal de forsynes med forskellige ting såsom penge, brændstof og så videre. Derefter fisker de helt af sig selv og leverer fangsten, som du så kan samle op.

Men Youda Fisherman er faktisk slet ikke noget enkelt Time Management spil – til trods for at spillet har sine rødder begravet i Farm Frenzy. For at gøre spillet mere komplekst skal du også anvende forskellige handelsskibe, sælge og købe varer på forskellige markeder, der kan holde åbent og lukket på forskellige tidspunkter af døgnet og raffinere nogle af dine råvarer til bedre produkter på dine fabrikker. Der er meget at holde øje med og i den sidste halvdel af spillet kan det virke overvældende, for der konfronteres du også med pirater, hajer og andre fjender, som du skal jage væk, samtidig med at du styrer dit fiskeri.

Belønninger får du i form af penge, som du kan anvende på en lang række opgraderinger. Dette sker mellem banerne, hvor du kan investere i ny teknologi eller udbygge dit industrikompleks. Mulighederne er rigtig mange og det er, sammen med et solidt tempo i introduktionen af nye spilelementer, med til at holde spiloplevelsen frisk længe. Men i den sidste ende kan Youda Fisherman heller ikke undgå at blive en smule ensformigt.

Alt i alt er Youda Fisherman et nogenlunde Time Management spil, der måske nok er lidt sjovere hvis man har en interesse i skibe og fiskeri. Jeg ville nu hellere have set endnu et landbrugsspil eller noget med en butik eller et supermarked – men det er nok bare mig.

Pigen Tess lever et trist liv. En dag på legepladsen samler hun en kugle op – og fra da af bliver hendes liv aldrig det samme. Hun bliver transporteret til en anden dimension, hvor hun skal konfronteres med sin værste frygt.

Spilleren skal hjælpe Tess med at løse gåder og finde skjulte genstande i den anden dimension. Der er en god fordeling mellem de to genrer. Hvor Hidden Object delen let kan løses ved tilfældige klik, så er gåde-delen noget sværere. Ikke fordi de enkelte puzzles i sig selv er designet til at være svære eller udfordrende, men fordi kontrollen er så nådesløs og kræver så præcise klik at man ofte har svært ved at løse opgaverne. Selvom der er en god hjælpe-funktion, så kan den ikke altid hjælpe i sådanne situationer.

Spillet kan gennemføres på en håndfuld timer og du må endelig ikke gå glip af den sidste bane, hvor de skjulte genstande skal findes i et hurtigt tempo. En meget underholdende version af Hidden Object genren.

De håndtegnede scener er helt fantastiske smukke, så Sphera er en visuel fryd at spille. Faktisk gør den grafiske stil det svært at skabe en rigtig uhyggelig stemning, som spillet ellers forsøger med øjen-løse dukker og uhyrer, det er grafikken simpelthen for varm og pæn til. Til gengæld er lyden ret uhyggelig. Det er en meget underlig kombination og resultatet er at stemningen ikke bliver fuldendt uhyggeligt.

Sphera er ikke så langt, men til gengæld proppet med gode gåder og smukke håndtegnede scener.
Små tekniske detaljer sætter et par skønhedspletter på den samlede spiloplevelse, men alligevel så er Sphera værd at gennemføre.

Skadedyr, der ødelægger planter og træer, er intet nyt – allerede i det Gamle Testamente møder vi dem i det gamle Ægypten. Men der er mange helt nye ideer til, hvordan man fjerner de små plageånder i Garden Defense, der både af navn og genre har ladet sig inspirere af de klassiske Tower Defense spil.

Dit mål er at beskytte havens planter og træer mod de mange insekter, snegle og andet kravl. Til dette formål starter du med havenisser og andre havestatuer, men i løbet af spillet opfinder og videreudvikler du flere skadedyrs-dræbere. Spilleren skal gøre sig nogle strategiske overvejelser om at købe de rigtige ”våbensystemer”, opgradere selvsamme og placere dem det bedste sted i haven. Også undervejs i missionen er der mulighed for at købe flere våben ligesom statuerne også kan flyttes. Det fungerer alt i alt rigtig godt, at du har mulighed for at forbedre eller ændre din strategi undervejs.

Og ligesom dræbersnegle og græshopper, så er skadedyrene i Garden Defense også næsten umulige at slippe af med. Det er udfordrende at klare dyrene og der skal som regel nogle forsøg til. Heldigvis er det så underholdende, at du ikke giver op efter et enkelt nederlag. Dog kan det være noget frustrerende, når det i sidste bane, går op for en, at den valgte strategi ikke kan løse den sidste mission. Så er der ikke andet at gøre end starte helt forfra.

Garden Defense er et rigtig underholdende spil, der udfordrer dine strategiske overvejelser. Jeg havde en medanmelder på spillet, og spiloplevelsen blev bestemt ikke dårligere af, at diskutere de næste køb og nissernes placering. Er ovennævnte ikke er grund nok til at spille Garden Defense, så overvej; hvor mange gange får du lige lov til at skyde snegle med havenisserne udstyret bazookaer?

Ved første øjekast er World Adventure ”bare” et klassisk Match-3 / 3-på-stribe spil med en lille historie om, en eftersøgningsrejse verden rundt, hvor du skal finde din forsvundne bedstefar, som vist nok er en berømt opdagelsesrejsende. Det er langt fra det første spil med dette koncept denne anmelder har set. Heldigvis har World Adventures gameplay bemærkelsesværdig meget dybde.

Spillet lærer dig reglerne undervejs. Først skal du blot lave 3-på-stribe, men efterhånden skal du også tage højde for dit energi-niveau og dermed undgå at ”blive træt”. Energi-niveauet er en højest ulogisk regel, der betyder at det koster energi, når du laver 3-på-stribe – men når du laver 4 eller mere på stribe er det gratis. Ergo er det ikke altid smart bare at lave de hurtigt og oplagte serier af tre ting.

Men når du ser bort fra, at energi-forbruget på flere måder føles urimeligt, så gør dette element World Aventure udfordrende. For det gælder at holde øje med energi og overveje dine træk. Spillet er ganske godt udført, og jeg følte mig både underholdt og udfordret. Løber du tør for energi eller går du ud af spillet undervejs, må du starte forfra på den level du var kommet til. Hård, men rimelig straf.

Spillets brikker afspejler landskabet, som du rejser rundt i, så et kapitel kan godt starte med første level på fastlandet, hvor næste lavel i samme kapitel foregår ude på vandet. Det er ganske gennemtænkt og velovervejet, hvilket holder spilleren motiveret.

World Adventure er et underholdende, gennemtænkt og strategisk Match-3 – eller skulle man nærmere sige Match-4, for du bliver rent faktisk straffet for de klassiske 3-på-stribe.

The Tiny Bang Story lover fem gennemførte point-and-click adventure baner. Efter et par korte instruktioner er spilleren overladt til sig selv, og selv for en erfaren adventure-spiller kræver det lidt tålmodighed, for hvordan spillet fungerer må man selv finde ud af. Ikke ulig Amanita Designs Samorost og Machinarium. Selv når man har lært spillet at kende, kræver det gode Hdden Object-briller og tålmodighed at løse gåderne. Spillet er svært på den gode måde, og er ikke gennemført på en aften. Bliver det alligevel for svært, kan du få hjælp ved at fange myggene på skærmen. Det kræver altså en regulær indsats at bruge spillets hjælpefunktion, så du bruger det kun, hvis du sidder hjælpeløst fast.

Hver bane er delt op i flere scener med flere missioner, der ofte er afhængige af hinanden. Dvs. at du er nødt til at løse en opgave for at klare en anden mission, men helt lineært er spillet heldigvis ikke. Lineært beskriver desværre den måde, hvorpå ting samles op. Som spiller opleves det frustrerende, at møde genstande, som du ud fra grafikken kan se skal samles op, men som du ikke kan få lov at samle op, før det er nødvendigt. Minispillene er ikke særligt originale – hvis du ikke kan lide puslespil er The Tiny Bang Story nok ikke noget for dig.

Spillet har som det fremgår flere svagheder, men det fænger i den grad på grund af det flotte håndtegnede scenarier. Disse skaber, sammen med den nærmest meditative lyd, en stemning der i sig selv er værd at opleve. Igen er spil som Samorost og Machinarium tydelige inspirationskilder.

The Tiny Bang Story er ikke et af de bedste spil i point-and-click adventure genren, men det er rigtig udfordrende, og det må bestemt være et af de flotteste. Det kan bestemt anbefales, hvis du har lyst til at bruge mange timer i smukke, stemningsfulde scener.