Skræk og rædsel har ramt den lille landsby Wallachian. Flere af byens indbyggere er blevet overfaldet og brutalt myrdet i nattens mulm og mørke. De lokale myndigheder er hjælpeløse og da den lokale magistrat selv bliver myrdet, sender de bud efter dig. Du er nemlig en detektiv, der er kendt for at løse mystiske drabssager. Men er det der foregår i Wallachian mere end en skør morders værk?

Du opdager hurtigt at Wallachian er hjemsøgt af en gammel vampyr. Der er sket noget i byens fortid, som vampyren ønsker at hævne og den nærer tydeligvis et flammende had til Wallachian, men der er ingen af indbyggerne, der lader til at vide hvad det er. Du skal derfor afdække byens hemmelighed og forsøge at stoppe vampyren, før du selv ender i byens lighus.

Spillets fire korte kapitler er fyldt med klassiske vampyrreferencer såsom gamle kister, flagermus, vievand og hvidløgsranker, der hænger foran alle byens huse. Wallachian er som taget ud af Transsylvanien. De uhyggelige omgivelser og den mørke og dystre stemning er noget af det spillet gør bedst. Du føler dig virkelig som detektiv fanget i en lille isoleret landsby, hvor indbyggerne gemmer sig bag låste døre.

Spillet er et helt traditionelt Hidden Object Adventure, der veksler mellem udforskning, skærme med skjulte ting og små minispil. Hidden Object skærmene, som der er rigtig mange af, er lidt ensformige, men de er generelt veldesignede og passer fint i spillets tema. Det samme kan vi dog ikke sige om spillets andre opgaver og minispil, der er alt for lette.

Der er meget positivt at sige om stemningen og historien i Dark Lore Mysteries, men desværre er spillet alt for kort. Når spillet samtidig er relativt let, så går der ikke lang tid, før du har gennemført det og opdaget Wallachians hemmelighed. Men for fans at klassiske vampyrfortællinger er spillet en rigtig lille lækkerbisken.

Af: Ellen Agger Sørensen

En sørøverkaptajn, en forbandelse og et spøgelsesskib. Ja det lyder som noget du kan opleve Johnny Depp deltage i og der er da ingen tvivl om at selve spillet er mere end blot inspireret af Pirates of the Carribbean. Men det gør ikke så meget for spillet er god og flot Hidden Object underholdning.

Du er bestyrer i et lille museum, der snart skal have en stor udstilling om pirater og sørøvere. Da du modtager et forbløffende velholdt lig af en berygtet sørøverkaptajn, der hærgede verdenshavene for 300 år siden begynder alting dog at gå galt. Sørøveren viser sig at være et spøgelse og snart er både du og din datter fanget ombord på hans spøgelsesskib, der har haft samme indretningsarkitekt som Davy Jones´skib The Flying Dutchman i Pirates of the Carribbea.

Din missionen er således ret simpel: red din datter fra spøgelsesbesætningen og find en måde at stoppe kaptajnen på. Plottet og spillets setting er ret anderledes end hvad vi ellers har oplevet i andre horror-inspirerede Hidden Object Adventures. Nu er Nightmares from the Deep godt nok ikke voldsomt uhyggeligt, men det er underholdende og varieret at spille.

Der er godt med detaljerede skærmbilleder at udforske og ofte er der mange ting at pille ved på hvert skærmbillede. Hidden Object skærmene er der også en god del af (desværre med en flittig omgang genbrug af de enkelte skærme) og de har som regel enkelte ting, det først kan findes når du har fundet eller brugt en anden genstand (såsom et foto, du først kan finde når du har fundet et kamera og brugt det).

Som en smart feature kan du i stedet for Hidden Object skærmene vælge at spille et spil mahjong. Du kan frit skifte mellem Hidden Object skærmen og mahjong spillet, hvis du sidder fast i et af dem. Det er en sjov feature, der giver ekstra variation til spillet – også selvom det gør Hidden Object skærmene meget lette, for mahjong spillet er i sig selv særdeles nemt.

Minispillene, som der er en bred vifte af er ligeledes meget nemme. Generelt er det Nightmares from the Deeps eneste store problem – at det er alt for let, selv på den svære af de to sværhedsgrader spillet kan spilles på. Derfor er spillet bedst at anbefale som et spil til Hidden Object Adventure nybegyndere eller spillere, der ikke vil risikere at sidde fast ret længe af gangen.

Nightmares from the Deep er et visuelt imponerende spil med masser af flotte skærmbilleder, rigtig flote filmklip og en god og spændende historie – hvis du ellers kan leve med de mange ting, der er tyvstjålet fra Pirates of the Carribbean. Absolut værd at hente og prøve i den gratis time – især hvis du er nybegynder i genren!

Af: Marianne Svendsen

Gys og Hidden Object Adventures går for det meste hånd i hånd – men det er måske slet ikke så let at lave et uhyggeligt spil, som vi går og tror. The Labyrinth of the Past fejler i hvert fald når uhyggen skal leveres.

Du spillere Sara, der efter at have modtaget et brev fra sin bror rejser til sit barndomshjem. Men resten af familien er kidnappet af en galning, der truer med at udføre eksperimenter på familien, hvis ikke du ”leger med” og følger hans spor. Der er også en spinkel historie om Sara´s far og eksperimenter på indsatte i et sindssygehospital flettet ind i plottet, men det er desværre alt for åbenlyst og traditionelt til rigtig at bygge en stemning op.

Du guider Sara rundt i det mørke og forladte hus imens du leder efter brugbare ting i dine omgivelser. Langt de fleste ting du skal anvende finder du dog på Hidden Object skærmene, som der er rigtig mange af. De fleste Hidden Object skærme i spillet er særdeles traditionelle, men der er enkelte små finesser, såsom skærme hvor du kan manipulere med objekterne for at finde skjulte ting.

Et irriterende element ved spillet er at du skal vende tilbage til Hidden Object skærme du har løst for at finde ting du skal bruge senere i spillet. I stedet for at løse hele Hidden Object skærmen igen skal du selv finde den ting på skærmen, der kan anvendes. Det virker rodet og selvom vi ikke bryder os om gentagelser af Hidden Object skærmene, er dette system mindst lige så frustrerende.

Minispil er der også blevet plads til, men der er forholdsvist langt imellem dem og de er den helt traditionelle omgang af logiske udfordringer og skjulte koder, der skal findes. Du kan dog vælge at spille spillet i en ”casual” mode, der giver dig mulighed for at skippe minispillene.

Grafisk forsøger The Labyrinth of the Past sig med en kombination af rigtige skuespillere og tegneserie-grafik. Det virker lidt rodet og skuespillet leveret af Sara er ikke voldsomt imponerende – men det er en rar afveksling og generelt er spillets skærmbilleder flot lavet med mange dystre detaljer.

Men det store problem er, at The Labyrinth of the Past bare ikke er uhyggeligt. Der er ikke de sædvanlige overnaturlige skræmmeelementer med som der er i mange andre horror Hidden Object spil og med mindre du er virkelig mørkeræd vil spillet næppe få din puls op. Så er du ude efter et godt Hidden Object Adventure, der kan give dig et godt gys og fortælle en uhyggelig historie, så er der meget bedre spil på markedet.

Som titlen antyder skal du i Green City ombygge en amerikansk storby til en grøn oase. Du skal naturligvis bygge huse, lejligheder, butikker og strøm-genererende kraftværker, men du skal samtidig sørge for at du ikke forurener for meget.

Green City er et klassisk Time Management bygge-spil i stil med spillene i Build-a-Lot serien, hvor du skal balancere ressourcer som penge og arbejdskraft for at bygge en vis mængde bygninger før tiden løber ud. Som noget ”nyt” har hver bygning en ”øko rating”, der viser hvor meget bygningen belaster miljøet. Ved at bygge parker og opgradere huse kan du forbedre banens øko-rating og du kan samtidig tjene flere penge på bygningerne. Har du behov for mange penge hurtigt, kan du desuden sælge bygninger, men dermed mister du din faste indtægt i form af huleje.

Hver bane har meget begrænset plads, så det handler om at tænke sig om før du begynder at bygge. Hvis der både skal være plads til store og små huse, parker, lejligheder og butikker får pladsen hurtigt ben at gå på og selvom du kan rive bygninger ned kan det i sidste ende betyde at du ikke får en guldmedalje på banen.

Grafisk er Green City nydeligt. Grafikken er varm og venlig med masser af farve og mange flotte detaljer i bygningerne og ikke mindst i banens omgivelser. At du kan se dine indbyggere køre rundt i biler eller gå på fortovene giver hver bane ekstra liv.

Green City giver et øko-twist til de klassiske Time Management spil i byggeri-genren og det fungerer rigtig godt. Dog er der samlet set ikke meget nyt i spillet, men det er veldesignet, flot at se på og sjovt at spille, så det får en varm anbefaling herfra!

På banerne skal du sende dine arbejdere ud og samle ressourcer som træ, sten, jern og mad og efterfølgende bruge disse ressourcer til at udvide dit produktionsapparat, forbedre banens infrastruktur eller arbejde på sektioner af den kinesiske mur, som hele spillet jo i bund og grund handler om at få bygget.

I Time Management genren er det hele tiden nødvendigt at vurdere hvilke ressourcer du har mest behov for, hvilke opgaver der er mest presserende at løse og hvilken udfordring du vil arbejde dig hen imod at løse først.

Problemet i Building the Great Wall of China er at spillet mangler muligheden for at sætte handlinger i kø – du kan således ikke klikke på flere forskellige ting på skærmen i den rækkefølge du vil have dine arbejdere til at håndtere dem – du skal konstant vente til du har en ledig arbejder, før du kan sætte vedkommende i gang (og det endda først efter at han er vendt tilbage til sit startsted). Det fjerner en stor del af strategien og planlægningsaspektet i spillet og der er jo netop på grund af disse ting, at rigtig mange elsker Time Management genren!

Mellem hver af spillet baner kan du se hvilke trofæer du har tjent og med jævne mellemrum skal du gennemføre et simpelt lille memory-agtigt minispil for at komme videre. Generelt er spillet dog meget ensformigt.

Grafisk er Building the Great Wall of China ganske nydeligt, med afvekslende omgivelser og baggrunde mellem de forskellige zoner banerne foregår i. Sjove små effekter på nogle af banerne, såsom drager, der angriber dine arbejdere, tilføjer lidt ekstra action og variation, men det gør samtidig også disse baner ret svære. Spillets historie er fint fortalt igennem nogle flotte tegneserieagtige sekvenser og som et stort plus er der anvendt rigtige stemmer til figurerne.

Selvom grafikken og lyden i spillet er rigtig fin, er der stadig nogle tekniske problemer med Building the Great Wall of China, som gør det til et frustrerende og middelmådigt Time Management spil. At du ikke kan sætte ting i en kø er det altoverskyggende problem, der i sidste ende betyder, at spillet er meget mindre strategisk end andre spil i samme genre.

Jill Maddox et vendt hjem til sine bedsteforældres gård efter et ophold på universitetet – men alt er ikke fred og idyl på landstedet. Den griske Cliff Gold forsøger at få Jills bedsteforældre sat på gaden. De skylder ham nemlig en million dollars og familien har kun tre måneder til at betale. Heldigvis er Jill en handlekraftig pige, så hun begynder straks et lille gartnerfirma for at vinde den prestigefulde ”Sunnydale Annual Gardening Contest”, der meget bekvemt har en hovedpræmie på en rund million dollars. Hvor heldigt var det ikke?

Gardens Inc. er et klassisk Time Management spil, hvis stil læner sig op af klassiske spil som f.eks. My Kingdom for the Princess II og Rescue Team, der anvender samme baneopbygning og spilstruktur. I spillet er det din opgave at hjælpe Jill med at rydde op i kundernes haver, rydde stier, plante blomster og sikre at kunderne er tilfredse, hvilket naturligvis er lige så udfordrende som det lyder.

Hver bane består af en have, med et indviklet netværk af stier. Da Jill og hendes medarbejdere kun kan bevæge sig af stierne, er din kontrol begrænset til klikke på de ting, som du vil have ordnet i haven, i den rækkefølge du ønsker det ordnet. Det bliver hurtigt vigtigt at have en god plan for hvornår ting skal plantes, vandes og hvornår stier og broer skal repareres, for du har begrænset tid på hver bane og løber du tør for råstoffer kan det koste betydelige forsinkelser.

Råstoffer som træ, værktøj og blomsterfrø findes på banerne eller kan skaffes ved at bygge små hytter, der over tid leverer råvarer klar til afhentning. Da arbejdet hurtigt bliver en uoverskuelig opgave for Jill alene, kan du også hyre ekstra personale, der kan give en hjælpende hånd.

Sværhedsgraden er tilpas stigende bane efter bane og spillet forklarer meget pædagogisk hvordan alle spillets facetter virker. Du får også en udførlig beskrivelse af hvilke ting du skal holde øje med på hver bane for at gøre kunden ekstra glad – og glade kunder betaler naturligvis ekstra meget i bonus.

Mellem spillets baner, der vælges på et nydeligt oversigtskort, kan du bruge nogle af dine surt tjente penge på at forbedre bedsteforældrenes forfaldne landsted. Det er en sjov lille feature, at du se hvordan det forvandler sig fra at være faldefærdigt til et helt palæ. Det giver banerne en god forbindelse til spillets ganske gode historie og giver samtidig noget at stræbe efter.

Gradens Inc. er samlet set et flot og underholdende Tima Management spil, der godt nok ikke bibringer genren ret meget nyt, men til gengæld leverer det bane efter bane af solide udfordringer for både nybegyndere og erfarne spillere. Det er et af de bedste spil i Time Management genren vi har stødt på i lang tid, så giv det en chance og hjælp Jill med at redde bedsteforældrenes landsted!

Næst efter landbrug og fast food butikker er tøjbutikker vist det mest populære valg i Time Management genren. I Boutique Boulevard får du lov til at prøve kræfter med en hel butiksgade, der trænger til en kærlig hånd og en dygtig sælger!

Boutique Boulevard er et klassisk Time Management spil, hvor du skal redde en butiksgade, der er gået helt i forfald. Du skal begynde i den ene ende af gaden og gøre butik efter butik til en succes igen. Det er naturligvis lige så svært som det lyder.

Hver af de butikker du skal lede har deres eget sortiment af tøj. Du skal selv sammensætte de forskellige tøjsæt i et lille minispil, før de kan komme ud i butikken. Heldigvis kan du få en lille oversigt før hver dag, så du kan se hvilke typer af kunder du kan forvente og hvilken type tøj de efterspørger, så du kan sørge for at have de rigtige varer på hylderne.

I selve butikken skal du flytte rundt på dit personale, så de siger pænt velkommen til kunderne, betjener kunder ved reolerne, tager imod penge og hjælper ved prøverummet. Der skal naturligvis også fyldes op på de tomme hylder. Det bliver hurtigt en forvirrende omgang at holde øje med alle kunderne og forsøge at gøre alle glade og holde køerne så korte som muligt. Det forbedrer nemlig dine drikkepenge. Heldigvis kan du hyre ekstra personale og træne dem i bestemte områder, så de f.eks. bliver hurtigere med kasseapparatet.

De penge du tjener hver dag kan, udover personale og træning, bruges på nyt inventar, nye reoler og nye sæt tøj til butikken. Du har rimelige frie hænder i indretningen af din butik – bortset fra at hver butik naturligvis har en begrænset mængde gulvplads. Det er ganske morsomt at dekorere butikken, hvilket også gør kunderne glade.

For Time Management fans kan Boutique Boulevard godt blive en smule ensformigt. Der mangler variation og nye opgaver og arbejdsdagene kan godt virke meget ensformige og endeløse – også selvom du har fået adgang til et nyt sæt tøj eller to. Det er ikke helt variation nok. Til gengæld byder spillet på masser af kaotisk Time Management, der kræver både overblik og planlægning.

Spillets levetid reddes af de forskellige butikker, der har hver deres eget tema og sortiment. Det pifter spiloplevelsen lidt op og tilbyder noget tiltrængt variation.

Et musikkonservatorium i Wien er blevet ramt af en mystisk begivenhed og to unge violinister er forsvundet. Er spøgelser og onde ånder involveret? Det er din opgave at efterforske de uhyggelige begivenheder i det tredje Maestro spil, der fortsætter i samme fornemme stil som de to tidligere spil.

Vi har tidligere anmeldt og rost Maestro: Music of Death, der er det første spil i hvad der sidenhen er blevet Maestro trilogien. Denne gang skal du finde ud af hvad der er sket med to lovende violinister, der på mystisk vis er forsvundet fra en skole i Wien.

Som sine forgængere er Music from the Void et horror-inspireret Hidden Object Adventure spil. Du udforsker skærmbillederne for at finde ting, som du kan bruge, enten til at komme videre til nye steder eller til at aktivere minispil, der typisk fungerer som en lås, på døre du skal passere. Som spillets titel antyder er der et stort fokus på musik i både minispil og i de opgaver du skal løse – det er veldesignet og godt fundet på.

Adventure elementerne fungerer rigtig godt og de er fint suppleret med en bred vifte af forskellige minispil, der spænder meget bredt i deres ide og koncept – det er ikke kun de traditionelle puslespil du bliver spist af med her. Udover at lede efter brugbare genstande skal du også holde øje med musikinstrumenter, som du skal samle op for at samle dit eget lille orkester – det er en ren bonusfunktion, men det er en sjov feature.

I stedet for traditionelle Hidden Object skærme, hvor du skal finde ting skrevet på en liste i bunden af skærmen,bruger Music from the Void en alternativ form for Hidden Object. I stedet for listen med ting, er der en række silhouetter i bunden af skærmen, som du skal matche med ting på skærmen. Flere af tingene, som du har fundet, skal efterfølgende anvendes på skærmen for at bringe de næste ting til syne. Det er anderledes end vi er vant til i denne type spil, men det fungerer upåklageligt.

Music from the Void er godt nok ikke det mest uhyggelige Hidden Object spil jeg har spillet, men stemningen i spillet er stadig velfungerende og det kan give nogle gode billige gys. Takket være den utrolig flotte grafik er det let at leve sig ind i rollen som detektiven, der bevæger sig rundt på den hjemsøgte skole – det skaber i sig selv en uhyggelig stemning.

Der er ikke mange Hidden Object Adventures, der tør prøve nye koncepter af. Music of the Void forsøger med massevis af flotte og opfindsomme minispil og interessante Hidden Object skærme at peppe genren lidt op – og det lykkes næsten. Alt i alt er spillet solid underholdning, som du ikke bør gå glip af.

Spillet er på mange måder tydeligt inspireret af de to actionspil i Bioshock serien, men det gør ikke ret meget, for omgivelserne og hele Eden basen er flot designede og settingen er passende uhyggelig. På mange måder er designet af Eden en hyldest til Bioshock.

Abyss er en typisk blanding mellem Hidden Object og Adventure. Du bevæger vores heltinde mellem skærmbillederne og undersøger dem for genstande, der kan bruges. Der er masser af ting at samle op og de skal som regel altid anvendes på et andet skærmbillede til enten at lukke en dør eller noget lignende op eller til at skaffe dig adgang til en ny genstand.

Hidden Object skærmene er der relativt langt imellem, men de er værd at vente på for de er glimrende designet med meget varierede temaer. Som regel er der altid mindst en eller to ting på hver Hidden Object skærm, som du enten skal bruge et andet sted på skærmen eller flytte på, for at du kan få de ting samlet, som du skal bruge.

Spillet har en velfungerende hint funktion, der udover at vise dig hvor en skjult ting gemmer sig også kan hjælpe dig forbi svære minispil eller kan vise dig hvor du bør gå hen og lede for at komme videre. Dertil kommer en ganske smart kort-funktion, der viser dig hvilke områder af Eden du bør besøge. Desværre kan du ikke klikke på kortet for at skifte skærmbillede – du skal manuelt vade frem og tilbage mellem skærmene.

Abyss forsøger at være uhyggeligt og der er da også både lig og skeletter i overflod i spillet. De anvendes ofte sammen med de svævende dæmoner i Eden, til at give en billig skærmmeeffekt, når de pludselig vælter gennem en dør eller dukker op udenfor et vindue – men rigtig uhyggeligt bliver Abyss dog aldrig og de billige gys bliver hurtigt lidt trættende.

Spillets historie og setting er virkelig velfungerende med flotte omgivelser og gode lyseffekter. Historien kunne dog sagtens være længere – hele spillet er overstået på under fire timer og selvom spillet byder på tre forskellige sværhedsgrader, er det næppe nok til at du har lyst til at spille det igennem mere en en gang.

Abyss: The Wraiths of Eden er et rigtig veldesignet og flot Hidden Object Adventurespil og elsker du billige gys, så er spillet helt perfekt til dig. Eneste markante problem med spillet er længden der er lige kort nok.

Thunder Island er en trope-ø, med en gigantisk vulkan, der er øjeblikke fra at gå i udbrud og udslette hele øen. Tiden er derfor knap. Rita skal finde sin far og få repareret sit fly, så hun kan forlade øen – men ikke før den skjulte by og dens skatte også er fundet (og røvet).

Spillet er et klassisk Hidden Object Adventure. Du styrer Rite rundt mellem skærmbillederne og undersøger dem for brugbare genstande. Alt der ikke er naglet fast skal samles op. Tingene skal du bruge forskellige steder i dine omgivelser for at komme videre i din færd. Med jævne mellemrum smider spillet en Hidden Object skærm i hovedet på dig, hvilket bestemt ikke gør noget, for disse er ganske fornøjelige og veldesignede.

Nogle af spillets Hidden Object skærme er designet med det lille twist at du skal samle nogle af tingene før du kan finde dem – for eksempel skal du finde alle stumperne af en lygte og sætte dem sammen før du kan finde selve lygten. Det er ikke et nyt koncept, men vi ser det ikke så tit og det giver lidt ekstra til Hidden Object skærmene.

Generelt er både puzzles og Hidden Object delen af Escape from Thunder Island i den lette ende af skalaen. Der er kun få udfordringer, der bør volde den erfarne Hidden Obect Adventurespiller problemer og sidder du fast, er der altid den trofaste hjælpeknap, der kan lede dig videre og på spillets flotte oversigtskort kan du nemt se hvilke steder du mangler at besøge.

Historien er nogenlunde sammenhængende og spændende. Desværre er den fortalt i en forfærdelig grim form for tegneseriegrafik. Det er naturligvis gjort med vilje, men personligt er jeg ikke begejstret for stilen. Desuden har hovedpersonen Rita en forfærdelig irriterende personlighed. Dog er spillets stemmeskuespillet rigtig godt og et positivt element i de grimt tegnede mellemsekvenser.

Escape from Thunder Island er en fin blød mellemvare, med udfordringer og opgaver nok til at underholde fans af genren. Eneste tekniske problem spillet byder på er at du skal klikke særdeles præcist på ting for at samle dem op – den slags kan godt blive frustrerende, hvis du, som undertegnede, spiller disse spil meget hurtigt, for så vil du med sikkerhed klikke ved side af massevis af ting.

Paris 1925 er et fuldblods Hidden Object spil, hvilket kort og godt betyder, at spillet ikke tilbyder de sædvanlige adventureelementer, hvor du selv skal bevæge dig rundt og undersøge dine omgivelser. I stedet fragts du fra skærm til skærm, hvorpå du skal finde genstande eller løse små puzzles.

På alle skærmbillederne skal du finde en stor mængde af den samme genstand – hvad enten det er iturevne stykker papir (og det er det tit), taster til din skrivemaskine eller noget helt tredje. Det bliver utroligt hurtigt kedeligt at lede efter det samme igen og igen, især når skærmene oven i købet er kedelige og grimme at se på.

Ofte skal du samle tingene et sted, så du skal klippe på dem for at samle dem op og så klikke på den ting de skal opbevares i – f.eks. sammenrullede stykker papir i en kurv. Det gør blot arbejdet med at finde tingene dobbelt så irriterende.

Spillet forsøger at give dig fornemmelsen af at være en ”rigtig” journalist, idet du skal tage billeder af steder eller personer. Men det er så enkelt at tage billeder at hele denne del af spillet virker ligegyldig.

Historien kunne være interessant, især settingen i Paris i 1925, men den bliver aldrig rigtig anvendet til noget udover en basal ramme til de endeløse mængder af papirlapper og ting du skal finde.

Paris 1925 byder på en stor mængde puzzles og små minispil. De er alle af typer, som du med sikkerhed har set før, hvis du har spillet bare et enkelt Hidden Object spil tidligere. Det er primært puslespil, der dominerer minispillene og selvom de fungerer udmærket bliver de også hurtigt ensformige.

Alt i alt er Paris 1925 et elendigt Hidden Object spil, der med sin grimme og grynede grafik og endeløse ligegyldige opgaver med garanti har skræmt dig væk, før du overhovedet har overstået de første times spil.

I det mere horror-orienterede Margrave: Curse of the Severed Heart fulgte vi heltinden Edwine Margrave, der søgte efter sandheden bag hendes forældres dødsfald i en uhyggelig spøgelsesby. Denne gang er Edwine så taget til Skotland med kæresten Tom, hvor de bliver vidne til en mystisk by, Cyclops, der kun dukker frem fra sin magiske dimension en gang hvert 300. år.

Desværre bliver Tom kidnappet og hvis ikke du kan redde ham inden Cyclops forsvinder igen, vil han være tabt for altid. Det er en glimrende historie, der gennem hele spillet afdækker den mystiske by og den mindst ligeså mærkelige befolknings historie.

The Blacksmiths Daughter er et Hidden Object Adventure, hvor du bevæger Edwine rundt mellem en lang række særdeles smukke omgivelser. Der er mange ting at undersøge og rigtig mange Adventure-inspirerede puzzles, hvor du skal samle ting op og bruge dem de korrekte steder. Spor og hints til gåder og små opgaver samles automatisk ind i Edwines lommebog, der bliver flittigt brugt undervejs. Lommebogen indeholder også et praktisk oversigtskort, så du kan se hvor du bør gå hen for at løse næste opgave.

Der er blevet plads til enkelte Hidden Object skærme. Disse er for det meste glimrende designet men de er generelt ret traditionelle og der er efter min mening lige lidt for få af dem. Til gengæld er der mange forskellige minispil og logiske puzzles. Sidder du fast i disse kan du hoppe forbi dem efter en kort periode, takket være spillets gavmilde hjælpe-funktion.

Margrave: The Blacksmith’s Daughter er et stort og flot Hidden Object Adventure, der burde tiltale de fleste fans af genren. Du skal dog belave dig på at vandre en del rundt mellem skærmene i søgen efter de genstande du skal bruge, men da grafikken er så flot, som den heldigvis er, gør det ikke noget, for omgivelserne er smukke at se på. Jeg vil varmt anbefale spillet til alle fans af serien og genren som sådan.

I Twilight City er du en vampyr (du vælger selv køn og udseende), der er blevet forelsket i et menneske. Da mennesker som udgangspunkt blot er snacks for vampyrer, må du søge tilflugt i monster-byen Skylight. Her kan du nemlig arbejde på at blive menneske igen, så du kan være sammen med din elskede.

Så lang så godt. Det lyder umiddelbart som starten på et fint Hidden Object Adventure, men tricket er at Twilight City faktisk har mere tilfælles med livssimulationer, som f.eks. Life Quest eller My Life Story, end det har med de fleste Hidden Object spil.

Du præsenteres for hele byen Skylight på et oversigtskort. Herfra kan du gå på arbejde for at tjene penge, besøge kroen for at genvinde energi (ved at spise almindelig mad!?) og besøge en række andre sære bygninger, hvor du ved at tale med andre vampyrer kan få missioner, tjene genstande eller finde andre ting, som du skal bruge.

Som i de fleste andre livssiumlationer skal du i Twilight City også uddanne dig selv og søge efter et bedre job når dine kvalifikationer tillader det, så du i sidste ende kan købe nye og bedre ting til dit værelse, en bedre hest og bedre kæledyr… hvem troede at de levende døde var så materialistiske?

Fra tid til anden får du en mission, der involverer et simpelt Hidden Object skærmbillede. Disse er relativt traditionelle uden nogle specielle twists eller sjove ideer – find tingene fra listen nederst på skærmen og brug eventuelt et hint hvis du sidder fast. Det er lige overfladisk nok, især hvis du er fan af Hidden Object genren.

Det største problem med Twilight City er at det er utroligt lineært. Du kommer til at gentage handlinger igen og igen for at tjene penge nok til den næste ting, som du skal bruge. Spillets missioner er ligeledes særdeles lineære og de bliver ret hurtigt trættende.

Grafikken i Twilight City er både charmerende og nydelig, med et flot oversigtskort og ganske flotte karakterer, som du skal snakke med. Desværre virker dialogen mystisk og ufrivilligt komisk – så det er svært at leve sig ind i rollen som vampyren, der desperat forsøger at blive menneske igen.

Samlet set er Twilight City noget af en rodebutik. Spillets sære kombination af livssimulation og vampyrer er måske meget underholdende, hvis du altså var fan af Life Quest spillene, men er du derimod på udkig efter et godt vampyrspil, så vil dette næppe være noget for dig – det er spillet simpelthen for rodet og ensformigt til.

Hvis der er en ting jeg har lært af Farmington Tales så er det at drift af et landbrug er ensbetydende med en lang udgift. Det er galt nok at den kære gamle bondemand har sat sig i gæld til op over begge ører for at kunne betale for sin kones dyre hospitalsophold, men alt hvad du rører ved på gården koster penge – det koster at så, det koster at fodre dyrene, det koster at pløje. Og så endda midt i en økonomisk krisetid!

Heldigvis er der flere måder at tjene penge på i Farmington Tales, for banken skal jo have sit og når alt kommer til alt så trænger store dele af den idylliske lille gård til en kærlig (og sikkert ret dyr) hånd. Rundt omkring på gården er der nemlig Hidden Object baner, som du kan spille for at tjene penge og selvom det er ganske sjovt at pusle om dyrene og se afgrøderne vokse på markerne, så er det Hidden Object banerne, der er Farmington Tales største og bedste del.

Hver Hidden Object bane er relativ traditionel. Omgivelserne er alle særdeles idylliske med let genkendelig objekter at finde. I bunden af skærmen nævnes fem ting af gangen, som du skal finde – find en af tingene og en nyt dukker op på listen. Hints er naturligvis tilgængelige og spillet er endda ekstra hjælpsomt, så hvis du ikke klikker på noget i 15 sekunder blinker en af tingene du leder efter. Det har dog den effekt at Farmington Tales grundlæggende er særdeles let.

Heldigvis så peppes Hidden Object skærmene gevaldigt op af flere små finesser. På hver skærm gemmer der sig juveler, som du skal lede efter og hver skærm kommer også med nogle små ”missioner”. For eksempel at finde tre ting i alfabetisk rækkefølge eller at finde tre ting fra højre mod venstre på skærmen. Dertil kommer større ”quests”, der kræver, at du skal huske på nogle ting som du skal finde på hver skærm, som du efterfølgende kan sælge for en ekstra skilling. Det er alt sammen med til at tjene dig ekstra penge, som du kan bruge på at forbedre gården.

Efterhånden som du får købt dyr til gården og får plantet og høstet afgrøder begynder du at sende varer til til det lokale marked. Her kommer kunderne automatisk forbi og køber dine afgrøder og produkter, hvilket i sidste ende også spytter en pæn skilling i kassen og din forretning kan således tage fart.

Kombinationen af et særdeles underholdende persongalleri, idylliske Hidden Object skærme og masser af gøremål på gården er utrolig velbalanceret og er med til at gøre Farmington Tales til en af de bedste hybrider mellem Hidden Object og økonomisk simulation, som vi har haft fornøjelsen af at spille. Spillet er en sikker klassiker og et særdeles kærkomment afbræk fra de traditionelle Time Management bondegårdsspil.

Nu er det jo, ud fra titlen, relativt let at gennemskue hvem der står bag mysteriet i den glemte by Fort Nightingale. Men hvis du ser bort fra den åbenlyse spoiler som udviklerne selv har lavet, så er historien i Alien Town faktisk forbløffende god og medrivende – det er skønt at opleve Hidden Object Adventures, der ikke partout skal indeholde spøgelser og genfærd for at være lidt uhyggelige.

I Alien Town kommer uhyggen fra den mystiske sygdom og fra en flok uhyggelige børn på det lokale børnehjem, der tydeligvis ikke er helt normale. Historien driver dig videre i spillet og det er svært at holde op med at spille før du har gennemført hele historien – en bedrift der tager i nabolaget af fem timer.

Spillet er som nævnt et Hidden Object Adventure, med nogle særdeles veldesignede Hidden Object skærme. Som altid i denne genre skal du først udforske dine omgivelser og finde ting og steder, som du kan bruge i omgivelserne. Der er relativt mange steder at udforske og mange ting at samle, men et smart kort i din notesbog lader dig hoppe mellem skærmbilledere og fortæller dig hvor der er noget at pille ved.

Hidden Object skærmene er dejligt varieret. Nogle af dem er helt klassiske og kræver du finder tingene på listen i bunden af skærmen. Tingene kan være gemt i skabe, kasser eller lignende, mens andre ting måske først skal samles før du kan finde dem. Mere opfindsomme Hidden Object skærme kræver at du placerer ting på det rigtige sted på skærmen – her skal der lidt mere opfindsomhed til og det er en skøn variation fra det ellers ret tyndslidte Hidden Object tema. Hver Hidden Object skærm genbruges nogle gange og det kan godt blive lidt for meget genbrug, men med variationen imellem Hidden Object typerne holdes oplevelsen stadig frisk og spændende.

Minispillene er desværre spillets svageste del. De er alt for traditionelle og for det meste også alt for lette. Diverse varianter af skubbe- og dreje-puslespil bliver brugt lidt for meget men er du træt af den slags kan du anvende spillets hjælpe-funktion til at hoppe forbi dem. Denne hjælpefunktion fungerer også ganske godt i resten af spillet, hvor den kan vise dig de ting du leder efter eller skubbe dig på rette vej.

Forbidden Secrets: Alien Towns styrke er det interessante X-Files-agtige plot og nogle rigtig gode Hidden Object skærme. Desuden er det skønt med en uhyggelig stemning, der ikke involverer spøgelser – de er ved at være lidt for trivielle i Hidden Object spil. Alien Town er bestemt en investering værd, da det med sikkerhed kan interessere og underholde både nybegyndere og erfarne rotter i genren. En helhjertet varm anbefaling herfra.

Nogle af de casual games, der kan være sværest at skabe lidt liv og variation i er nok kabaler og Mahjong spil – men det er ikke ensbetydende med at spilfirmaerne ikke desperat forsøger at skabe nye og ofte mystiske varianter over det enkle koncept.

Spooky Mahjong er et temmelig almindeligt Mahjong spil tilsat et ”uhyggeligt” Halloween tema. Der er ingen historie, selvom spillet godt nok har en kort indledning, der kunne lede tankerne han på de amerikanske ”trick og treat” tradition.

I stedet for et forkromet plot introduceres du for seks ”områder”, der hver indeholder omkring 20 baner (for de matematisk hæmmede er det i nabolaget af 120 baner). Hver bane er en mahjong-opgave, der skal løses før du kan få lov til at løse den næste. Når du har løst nok i det første område, låses der op for det næste og så fremdeles. Det er utroligt simpelt.

For at løse en bane skal du naturligvis fjerne alle brikkerne ved at matche dem, der er ens. Det er grundprincippet i ethvert mahjong spil. I dette ”uhyggelige” mahjong spil har udviklerne krydret konceptet en smule – billederne på de enkelte brikker er græskar, knogler, kranier, gravsten og spøgelser og nogle af disse kan matches med hinanden uden at være ens (en gravsten og et spøgelse for eksempel). Desuden er en række af brikkerne i enten guld eller sølv – for at vinde banen uden at fjerne alle brikkerne kan du nøjes med at fjerne alle guldbrikkerne, mens sølvbrikkerne giver en ekstra pointhøst.

Og det er det. Det er alt hvad der er at komme efter i Spooky Mahjong og selvom der tilføjes lidt ekstra brikker og koncepter undervejs forbliver oplevelsen cirka den samme. Det er ikke fordi spillet ikke præsenterer et underholdende og relativt let tilgængeligt spil mahjong – for det gør det. Problemet er nærmere at til trods for flere anstrengelser, så formår Spooky Mahjong ikke at bidrage med noget nyt til genren. Spillet bliver således ret hurtigt ensformigt og det kan vist kun anbefales til de absolut største mahjong fans.

Wonderland Solitare går ud på at finde et kort højere eller lavere end de pågældende kort på bordet – det er en variation over den kendte 7-kabale. For eksempel kan du vælge både at lægge en 9′er eller en 7′er ned på 8′eren. Du skal derfor tænke et skridt videre; hvis du også har en 10′er og en knægt, er det at foretrække at satse på 9′eren. Kender du ikke denne simple kabale, er der en meget grundigt introduktion i starten.

Har du valgt quest-mode, er kongeriget opdelt i områder eller missioner. Hver bane består af en mission, som du har 10 forsøg til at klare en eller flere gange. En mission kan f.eks. være at score point eller lave forskellige combos. Men som regel handler det bare om at gøre sit bedste i spillet, så løser du missionen automatisk.

For at gøre spillet lidt mere kompliceret, er nogle kort låst fra starten og for at låse disse kort op skal andre kort bruges. Enkelte kort har desuden specielle egenskaber, som f.eks. at kunne gemmes til senere brug.

Denne form for solitare er en let tilgængelig genre og det er svært at lave et spil, der skiller sig positivt ud fra de mange konkurrenter og det gælder også for Wonderland Solitare. Men det er et udmærket og charmende spil på et middel niveau, der potentielt kan underholde dig længe, hvis du er glad for kabaler og ikke stiller de store krav til variationen.

Hovedpersonen i Hidden Object Adventure spillet The Book of Desires er en lille pige, Ashley, der er frygtelig ked af at hendes forældre altid skændes. Efter et mareridt, får hun en mystisk bog af en lokal boghandler – en bog, der efter sigende, kan få hendes inderste ønsker til at gå i opfyldelse!

Da pigen om aftenen skriver i bogen, at hun blot ønsker sig at hendes forældre aldrig ville skændes igen, bliver bogen forvirret over det godhjertede ønske. Det suger pigen ind i bogens magiske og til tider dystre verden og det er cirka her du begynder at hjælpe Ashley på vej igennem det mystiske univers.

Selvom handlingen lyder anderledes og speciel, så er The Book of Desires et særdeles typisk Hidden Object Adventure – men det er faktisk et af de bedre af slagsen, selvom spillet ikke byder på de store nytænkende elementer.

Spillet har et relativt stort fokus på at løse opgaver og minispil, med genstande du finder i omgivelserne, så der er perioder, hvor der er ret langt mellem de dedikerede Hidden Object skærme. Det gør ikke voldsomt meget, for de Hidden Object skærme der er i spillet, er også ret almindelige, med en liste af genstande i bunden af skærmen, der skal findes på det rodede billede – ingen dikkedarer eller tricks, såsom ting, der skal kombineres eller ting, der kan gemme sig inden i andre ting.

De mange puzzles og minispil er relativt varierede fra små logiske gåder over varianter af skubbe-puslespil til direkte matematiske opgaver. Det er en fin blanding, selvom det igen kniber med nytænkningen. Sidder du fast, er der en relativ god hjælpefunktion i Hidden Object sekvenserne og muligheden for at springe over en træls opgave efter et par minutter. Hvis du ikke gider sidde og jagte hver eneste aktiv pixel på skærmen, kan du desuden på hjælp i spillets letteste sværhedsgrad – her blinker interessante områder på hvert skærmbillede og Hint knappen bliver hurtigere klar.

Visuelt fungerer spillet nogenlunde. Omgivelserne er godt nok lidt livløse at se på og hvis spillet forsøger at være uhyggeligt, så lykkes det ikke. Dog er grafikken i Hidden Object skærmene glimrende med tydelige genstande og rimelig variation mellem tematisering af skærmene og de genstande der skal findes.

Alt i alt er The Book of Desiret et relativt velfungerende og underholdende Hidden Object Adventure – så hvis du kan undvære en syndflod af Hidden Object skærme og hellere vil løse nogle logiske puzzles krydret i ny og næ med lidt Hidden Object, så er spillet en investering værd. Du skal blot ikke forvente noget nyt, for det byder spillet ganske enkelt slet ikke på.

”Diamonds Are a Girl’s Best Friend” sang Marilyn Monroe og det var derfor med fryd, at denne kvindelige anmelder kastede sig over spillets smykkebutik med håb om at lege med diamanter, perler og alt andet der skinner og glimter.

Time Management serien ”Youda” kaster spilleren ud i mange forskellige udfordringer fra sushi-restruranter til safari-ture. Og den intelligente læser bliver næppe overrasket over, at denne anmeldelse handler om hvordan det er at stå bag disken i en smykkebutik.

Inden du er klar til at få sin egen smykkebutik, skal du naturligvis udlæres som guldsmed. Dette er forholdsvis overskueligt og selve tutorial-delen foregår ganske smertefrit, især for den rutinerede Time Management spiller. Der er heller ingen overraskelser i spillet for kendere af genren.

Kunderne ankommer til din butik med deres bestilling og du skal hurtigst muligt kombinere diamanterne med øreringe og armbånd, slibe diamanterne eller trykke kort. Kunderne er underholdende karikeret; der er rige mænd og damer – sidstnævnte som ikke kan bestemme sig, men der er også plads til de mere almindelige kunder – desværre også de langfingrede, som du skal overvåge, så de ikke ”betjener” sig selv.

Dit vareudvalg er desværre noget skuffende, for udover diamanter og øreringe består det bl.a. af brune armbånd, underlige træting, der skal males lyserøde, samt til og fra kort. Denne anmelder savner mere glimmer. Og butikken ligner i øvrigt heller ikke en smykkebutik, men derimod et forladt kælderlokale. Det er mindre indbydende.

Styringen er ganske enkelt, men du skal være fiks på fingrene. Spillet har en tilpas stigende sværhedsgrad og alle kan nok være med fra starten, men de fleste vil blive udfordret undervejs.

Og så skal du i øvrigt ikke forvente at høre Marilyn Monroe synge, for spillet byder kun på trist muzak. Lydeffekterne re velfungerende, men jeg valgte hurtigt at sætte spillet på mute og høre andet musik imens.

I James Bond varer diamanter evigt og Youda Jewel Shop er som sådan også et solidt spil, der nok skal hjælpe dig med at fordrive tiden i nogle timer, men det adskiller ikke sig væsentlig fra tilsvarende spil i genren. Du vil nok kun huske dette spil for det mærkelige vareudvalg og noget dystre lokaler.

På din 18 års fødselsdag modtager du en mystisk pakke fra dine plejeforældre. Det er fra din biologiske mor og udover et kort brev indeholder pakken også en mystisk halskæde. Det sætter gang i jagten på dine biologiske forældre – en jagt, der vil afdække en uhyggelig begivenhed.

Bevæbnet med den mystiske halskæde, hvis smykke er et åbent øje, kaster du dig ud i en eftersøgning af din biologiske mor. Det leder dig hurtigt til en forladt gammel herregård, der dog er alt andet end fredelig. Der er sket noget tragisk i huset for mange år siden og både gode og onde ånder hjemsøger stedet. For at afdække din egen fortid og finde frem til din mors historie, må du løse de mange mystiske gåder huset byder på.

Secrets of the Past: Mother’s Diary er et ultra traditionelt Hidden Object Adventure spil, der blander udforskning af skærmbillederne med Hidden Object udfordringer og et let puzzle i ny og næ. Historien er en relativ banal fortælling om kærlighed, løgn og forræderi, så der er desværre ingen store overraskelser undervejs.

Spillets hint-funktion kommer i form af den mystiske halskæde og den er ganske velfungerende og spiller du på den lave af de to sværhedsgrader lader den forbløffende hurtigt op. Dertil kommer din ganske glimrende journal, der automatisk opdateres med vigtige oplysninger og ledertråde. Det burde med andre ord være umuligt at sidde fast i dette spil.

Omgivelserne er nydelige og det er ganske let at navigere rundt og lede efter spor og skjulte ting du kan bruge. Der er ikke voldsomt mange ting at finde og have med sig, så det giver ofte sig selv hvor de ting du har med skal bruges. Kontrollen i denne del af spillet virker lidt kluntet, da du skal ramme ret præcist for at skifte mellem skærmbilleder eller for at undersøge ting nærmere – og det sker ofte med et sekunds forsinkelse, når du har klikket.

Hidden Object skærmene er ganske nydeligt lavet, med et virvar af ting. De er dog meget traditionelle, så der er ingen små tricks såsom ting, der er gemt under andre eller ting, der skal kombineres for at bliv noget andet. Det er lige ud af landevejen, men stadig ganske udfordrende fordi Hidden Object skærmene ofte er holdt i den samme grå / brune nuance, hvilket gør det ekstra svært at se ting i bestemte farver.

Secrets of the Past: Mother’s Diary er samlet set et Hidden Object Adventure, der er særdeles let at gå til og til trods for spøgelser og forladte herregårde, så er spillet ikke voldsomt uhyggeligt. Så vil du have et seriøst casual game, uden for megen uhygge, så giv det en chance – men forvent intet ud over det sædvanlige.