resurrection-new-mexico-collectors-edition_feature

Resurrection, New Mexico



Udgiver: Big Fish Games

Platform: PC
Genre:
Score: 7
PositivtNegativt
God stemning
Anderledes setting
Veldesignet
Absolut intet nyt
Ingen stemmeskuespil

Amy Walters er en fortravlet journalist, der efter en voldsomt trafikulykke pludselig finder sig selv fanget i byen Resurrection i New Mexico. Nej det er ikke en almindelig by – og som navnet på stedet antyder skal Amy forsøge at redde sig selv og byens andre fortabte sjæle og opnå genopstandelse før det er for sent!

Resurrection, New Mexico er et klassisk Hidden Object Adventurespil – endda et af de mere stemningsfulde af slagsen. Amy vågner op i den mystiske by efter en trafikulykke og ligesom de fleste andre indbyggere i byen lader hun til at svæve et sted mellem liv og død. For at redde sig selv skal hun hjælpe de andre indbyggere med at finde hvile og på den måde selv opnå genopstandelse. Det giver måske ikke megen mening, men settingen er fantastisk veldesignet.

Selve byen er uhyggelig og surreal på den helt rigtige måde. Byens onde sherif er opsat på at holde alle sjælene fanget i Resurrection til evig tid. Udover sheriffen er der også andre mystiske væsner, som Amy må håndtere på sin vej. Men langt de fleste personer hun møder er dog venlige og imødekommende – og ønsker blot Amys hjælp til at finde hvile.

Selve spillet er ret almindeligt: du salmer ting op i dine omgivelser og bruger dem til at løse forskellige puzzles. Langt de fleste af disse er ret selvforklarende og sidder du fast er det som regel fordi du mangler at finde en ting eller finde stedet hvor tingen skal anvendes. Det hele krydres med nogle ret ensformige Hidden Object skærme og de nu efterhånden obligatoriske minispil. Intet nyt under solen her.

Grafikken er for det meste ganske nydelig med en trykkende og uhyggelig stemning. Desværre er der slet ikke noget stemmeskuespil i spillet og det er en gevaldig streg i regningen, når resten af spillet er med til at opbygge en så fantastisk god stemning. Brugen af brune og mørke farver i grafikken kan på nogle skærmbilleder godt tage lidt overhånd og gøre nogle ting svære at finde.

Samlet set er det bedste ved Resurrection, New Mexico den usædvanlige historie og mindst lige så mystiske setting i en form for limbo mellem liv og død. Selve spillet er der som sådan ikke noget specielt ved – det er ikke det mindste nyskabende, men på den anden side er de enkelte elementer ganske fint designet. Alt i alt er spillet en metervare – omend i god kvalitet.

Prøv Resurrection, New Mexico helt gratis på engelsk i en hel time ved at klikke lige her!


Om Marianne Svendsen