timeless-forgotten-town-collectors-edition_feature

Timeless: The Forgotten Town



Udgiver: Big Fish Games

Platform: PC
Genre:
Score: 7
PositivtNegativt
Smuk grafik
Generelt veldesignet spil
Intet nyt
Brat slutning

På vej hjem fra en lang ferie et ukendt sted i Europa sker der pludselig noget mystisk – det moderne højhastighedstog du rejser med forvandles til et gammelt damplokomotiv og før du ved af det er du rejst tilbage i tiden, for at redde en landsby fra en old troldmand!

Selvom historien involverer en ond troldmand, tidsrejser og en fortabt gammel landsby, så er historien i Timeless: The Forgotten Town desværre ret banal. Landsbyen er på mystisk vis blevet forladt i al hast og efterhånden som du udforsker de uhyggelige gamle huse afslører du en hårrejsende hemmelighed om byen.

Selve spillet er ret enkelt – i hvert fald hvis du er en veteran i Hidden Object Adventure genren. I dine omgivelser skal du finde ting, som du kan anvende på at løse simple gåder eller problemer andre steder. Ind imellem brydes denne adventure-gemmeleg af klassiske Hidden Object skærme, hvor du skal finde et vist antal objekter vist på en liste nederst på skærmen. Omtrent lige så originalt som skiveskåret brød.

Mens alting i Timeless: The Forgotten Town er set eller gjort før i andre spil i genren, så kan man ikke benægte at spille er særdeles veldesignet. Grafikken er simpelthen fantastisk med masser af smukke detaljer, mens musikken er storslået og episk. Selve spillet med Hidden Object skærme, en smart journal, der holder styr på dine indsamlede spor og opgaver og et enkelt hintsystem er også særdeles veldesignet – selvom vi som sagt har oplevet det hele tusind gange før.

Minispillene, som der altid er en håndfuld eller to af i denne type af Hidden Object Adventures, er for det meste den sædvanlige omgang skubbe-puslespil, almindelige puslespil eller logiske gåder. Et par enkelte skiller sig dog positivt ud ved at bryde ud af den klassiske Hidden Object minispils-formel.

Det absolut værste ved Timeless: The Forgotten Town er dog spillets slutning, der virker alt for brat og påklistret. Dette er nok gjort for at få spilleren til at betale for Collectors Edition, der indeholder en noget bedre og mere velfungerende slutning – men det er stort set også det eneste du får for dine penge, for resten af ”ekstra materialet” er ikke værd at skrive hjem om.

Timeless: The Forgotten Town vinder næppe nogle priser som et nytænkende eller originalt Hidden Object spil – men spillet har stil og det er helt sikkert et veldesignet produkt. Hvis du kan leve med at der intet nyt er under solen i dette spil, så er det absolut værd at tage med, for det har skam nogle kvaliteter, der gør en investering alle pengene værd.

Prøv Timeless: The Forgotten Town helt gratis på engelsk i en hel time ved at klikke lige her!


Om Marianne Svendsen